Om mig, kurser & priser

Mit navn er Jan Ivan Hansen. Jeg er Cand.scient. i biologi-kemi og arbejder som gymnasielærer, og har gjort det i over 30 år. (Jeg har undervist Hf-kursister i 20 år). Jeg underviser i biologi, kemi, bioteknologi samt studieteknik og husketeknik (mnemoteknik). Jeg giver alle mine elever på min skole et grundkursus i effektive studieteknikker. De elever som arbejder korrekt, systematisk og vedholdende med studieteknikkerne siger, at de er blevet bedre eller KLART bedre til at studere og lære. 

Det jeg som underviser har oplevet især udfordrer og frustrerer mange elever/kursister er dels, at forstå stoffet, men især at huske det, som umiddelbart er forstået, i længere tid ad gangen. Dvs. overføre viden og forståelse fra korttids- og arbejdshukommelsen til langtidshukommelsen. Det er netop denne overførsel som effektive (hukommelsesforstærkende!) studieteknikker kan forbedre. 

I Danmark uddannes lærere og undervisere kun sjældent i forståelses- og hukommelsesforstærkende metoder. Jeg blev heller ikke undervist i sådanne metoder, da jeg tog min gymnasielæreruddannelse i starten af 1990`erne. Ligeledes har dansk pædagogisk forskning kun sjældent fokus på sammenhængen imellem læring og hukommelse (læs mere på siden "LÆRINGSTÆNKNING") . Derfor har vi lærere/undervisere ofte svært ved at give råd og vejledning til vores elever/kursister og studerende om effektive studieteknikker. Det er mildt sagt ærgerligt!

Derfor har jeg siden 2007 arbejdet på at sætte mig ind i de STUDIETEKNIKKER og HUSKEMETODER, som udenlandsk forskning/erfaring kan vise er effektive. Jeg er bl.a. inspireret af nordmanden, Oddbjørn By (klik på link). Oddbjørn er ekspert i husketeknikker (mnemoteknikker). Teknikker som man normalt bruger til at huske de mest umulige ting ved konkurrencer i hukommelsessport. Men husketeknikker kan også bruges i de boglige fag. Jeg har p.t. (21-3-24) tygget mig igennem 24 bøger og mange artikler om indlæring, forståelse, hukommelse og husketeknik. Blandt andet forskning, som er beskrevet af den nu afdøde professor i indlæringspsykologi, Kenneth L. Higbee. Professor Higbee forskede bl.a. i husketeknikker, og har skrevet en udmærket bog (Your Memory...,klik på link) om hukommelsen, og hvordan man med fordel kan bruge husketeknikker som et redskab i en lang række boglige fag. Men det er særligt den amerikanske professor i indlæringspsykologi, Henry L. Roediger III (klik på link) - og den danske psykolog, Sten Clod Poulsen (klik på link) - som jeg er inspireret af i mit arbejde med studieteknikker og indlæringsmetoder.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg nævne Ole G. Terney (klik på link). Ole er bl.a. uddannet biolog og videnskabsjournalist. Ole er en meget dygtig formidler og er super kreativ. Ole var min første underviser i husketeknik. Sammen med Ole har jeg forsøgt at udvikle og forfine metoder til at forbedre indlæringen - især i faget kemi (se siden, MINE BØGER). Ole har været en stor inspirator, især i de første år. 

Mine kurser & priser

I min fritid holder jeg ind imellem foredrag, kurser og workshops om hukommelse, indlæring og effektive studieteknikker. Kontakt mig på min telefon 29729342, og lad os have en uforpligtende samtale. Eller skriv - se siden "KONTAKT".

Mine foredrag, workshop, kurser og min rådgivning henvender sig primært til skoler og undervisere/lærere indenfor gymnasie-/Hf- og VUC området. 

Men hvis HR-afdelingen i en virksomhed ikke synes, at efteruddannelsesindsatsen giver nok aftryk i medarbejdernes hjerner - så var det måske en ide, at kontakte mig.

Til skoler udbyder jeg fx et 1,5 times lynkursus i effektive studieteknikker, som er målrettet biologi/kemi- og bioteknologilærere. Kurset giver et overblik over effektive metoder, men lægger op til at kursisterne arbejder videre på egen hånd, med udgangspunkt i kursus materialerne. ULEMPEN ved et lynkursus er - som navnet fortæller - at der er for lidt tid til at gå i dybden, stille spørgsmål, arbejde mere med tingene på kursusdagen.

Jeg udbyder fx også et 4 timers kursus i effektive studieteknikker til biologi/kemi/bioteknologilærere. Her er der meget mere tid til at gå i dybden.

De teknikker jeg underviser i, kan i princippet bruges ved indlæring i alle læsefag, ikke kun i biologi/kemi/bioteknologi...

Prisen aftales med den enkelte skole eller virksomhed.  Flere skoler kan med fordel slå sig sammen.

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang